Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Line Togsverd (LTOG)

Line Togsverd

Line Togsverd

Docent - Forskning

Ekspert i barndomspædagogik, daginstitutioner og pædagogers faglighed og uddannelse.

Line Togsverd er optaget af børn, barndom og den pædagogik, faglighed, uddannelse og politik, der skal til for at understøtte det gode børneliv og de værdier og fællesskaber, vi værdsætter i vores demokratiske samfund.

Line er docent for Forskningsprogrammet barndomspædagogik, bevægelse og sundhedsfremme.

Telefon: 7266 4067
E-mail: LTOG@ucsyd.dk
By: Kolding
UC Viden: Se profil

Line Togsverd har forsket i pædagogers uddannelse og praktik, i pædagogers faglige forståelser og handlinger, i kvalitet og kvalitetsstyring på daginstitutionsområdet og i hvordan forskellige politiske tiltag realiseres og oversættes i daginstitutionens praksis. 

Pædagogik går ud på at støtte børn og unge i at blive selvstændige, myndige væsener, som kan tage vare på det liv, de fællesskaber og den fremtid, de selv er med til at skabe

Line Togsverd

Docent i barndomspædagogik

Fokus på leg, meningsfulde fællesskaber og betydningsfulde voksne 

Sammen med Jesper von Seelen er Line leder af Forskningsprogrammet barndomspædagogik, bevægelse og sundhedsfremme, hvor hun er ansvarlig for forskningsledelsen, adjunkt- og ph.d.-vejledning, undervisning, sikring af eksterne midler og egen forskning. 

Som docent i barndomspædagogik ser hun det som sin fornemste opgave at værne om værdierne i vores pædagogiske institutioner og kulturer, men også at understøtte, at vi skaber ny viden, der udvikler og bevæger pædagogikken - så børn får en barndom præget af leg, meningsfulde fællesskaber og betydningsfulde voksne.

Tæt samarbejde med praksis

Line Togsverd har stor erfaring i at arbejde tæt sammen med kommuner og institutioner om at skabe ny viden om barndomspædagogik og pædagogisk faglighed.

For hende er det vigtigt, at deltagelse og samarbejde om et forskningsprojekt opleves som kvalificerende og udbytterigt af alle parter. 

Hun er optaget af, hvordan UC SYD sammen med praksis kan forstå, understøtte, udfolde og udvikle barndomspædagogik i et felt, hvor de politiske og faglige ambitioner er mange, og styringen af området rammesætter professionsudøvelse og uddannelsesfeltet på stadig nye måder. Men hvor det vigtigste er, at skabe rammen om et godt og meningsfuldt børneliv.

Bøger indenfor barndomspædagogik

Udover at være en erfaren underviser og oplægsholder, er Line forfatter til en lang række bøger og artikler om pædagogik og pædagogers faglighed i relation til barndomspædagogik. Hun er medforfatter til bøgerne: 

Desuden har hun bidraget til bogen Den styrkede pædagogiske læreplan, og lavet pjecen Viden om god pædagogik i spil for BUPL. 

Pædagogers faglighed og viden

Line Togsverd er som underviser og forsker optaget af, hvad det er for en faglighed og viden, pædagoger har brug for og af, hvordan vi uddanner til den og kvalificerer den.

Hun har derfor også forsket i pædagoguddannelsen og dens praktik, sammen med kolleger fra andre professionshøjskoler og med midler fra Forsknings- og Undervisningsministeriet og fra BUPLs forskningspulje.

Line er medforfatter på to forskningsprojekter om pædagoguddannelsen:

Hvordan danner studerende professionsidentitet i pædagoguddannelsen?

Projektet fokuserer på, hvordan pædagoguddannelsen praktiseres på professionshøjskolerne og rejser væsentlige spørgsmål om pædagoguddannelsen og dens videngrundlag. Du kan downloade forskningsrapporten fra projektet.  

Pædagoguddannelsens praktik og dens bidrag til dannelse af professionsidentitet

Line er medforfatter på Pædagoguddannelsens praktik og dens bidrag til dannelse af professionsidentitet, som kortlægger praktikken i pædagoguddannelsen gennem 12 casestudier. 

I forbindelse med projektet har Line skrevet artiklen Når de har været til eksamen så er de tilbage igen. Om kvalificeringsforståelser i pædagoguddannelsens praktik i Dansk Pædagogisk Tidsskrift. 

Vidensopsamling og forskningstidsskrift

Herudover har hun udarbejdet en vidensopsamling, der handler om dansk forsknings perspektiver på pædagogers faglighed, da hun er optaget af at forstå pædagogisk faglighed i egen ret.

Du kan også læse om de centrale værdier for pædagogers almene og fælles faglighed baseret på vidensopsamlingen i magasinet Børn og Unge.

Ud over sin egen forskning og vejlederfunktionen internt på UC SYD, har Line været med til at opstarte forskningstidsskriftet Forskning i pædagogers profession og uddannelse, som hun også er ansvarshavende redaktør for.

Desuden er hun tilknyttet Center for daginstitutionsforskning.

Derfor er Line optaget af barndomspædagogik

For Line Togsverd er barndomspædagogik – hvadenten den udfolder sig i dagplejen, i børnehaver, på skoler eller døgninstitutioner – en interessant og dynamisk praksis, hvor stærke traditioner, historie og kultur udfordres på grund af en intensiveret mål- og rammestyring, krav om evidens og eksakt viden og forskellige kvalitets- og professionaliseringsbestræbelser.

Samtidig er professionens egne faglige skøn, værdier og standarder, hverdagslivets erfaringer og børnenes leg og liv afgørende for, hvordan pædagogisk praksis kan udfolde sig meningsfuldt.

Barndomspædagogikken er et helt afgørende og centralt anliggende i vores fælles liv og samfund. Det er gennem barndomspædagogikken, vi formidler de værdier, som er centrale i vores kultur og samfund, og derfor er det vigtigt, at vi undersøger og diskuterer, hvad vi vil med den pædagogik som retter sig mod børns liv og verden

Line Togsverd

Docent i barndomspædagogik

I sin egen forskning er Line Togsverd optaget af, hvordan pædagogiske institutioner kan kultivere en praksis, der støtter de fagprofessionelle i at balancere mange hensyn i en praksis, der gerne skal have pædagogisk karakter. 

Hun er gennem årene blevet mere og mere optaget af, at vi på professionshøjskolerne tager ansvar for, at forskningen bidrager til at kvalificere vores forståelser af og sprog for, hvad det er pædagoger kan og gør, som er pædagogisk. 

Hun har derfor suppleret sin brede teoretiske interesse med en stærk almenpædagogisk interesse, særligt for den danske børnehave- og seminarietradition, der har meget at byde på, når vi søger retning i samtaler og diskussioner om, hvad barndomspædagogik og kvalitet i pædagogers faglighed vil sige.

Se Lines forskerprofil på UC Viden